Tennisstjerner indtager Køge i stor International turnering
Dommerne bliver fløjet ind fra USA, tribunerne er klar til publikum og der er point på WTA-ranglisten på spil, når Køge Tennis & Padelklub i august er vært for den største internationale tennisturnering for kvinder på dansk jord i et årti.
Det er store tennis-navne som gæster Køge, når Køge Tennis & Padel klub og Køgehallerne i uge 31 er værter for IFT World Tennis Tour Pro for kvinder. En international tennisturnering med ranglistepoint på spil. Det betyder, at i alt 88 deltagere fra hele verden indtager grusbanerne ved Køgehallerne i single og double:
- Professionel tennis på dansk grund er ikke noget, vi ser hver dag. Derfor er det også kæmpestort, at Køge lægger baner til en turnering i den kaliber. Det betyder både meget for dansk tennis og for spillerne i vores lokale klub. Og så promoverer turneringen selvfølgelig også Køge by, når så mange udenlandske gæster kommer på besøg, siger Ken Kristensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune.
WTA-point på spil
Turneringen er det man kalder en W25-turnering. Det betyder, at præmiepuljen er på 25.000 dollars, hvilket svarer til ca. 173.000 kroner. Herudover er der 50 point til verdensranglisten til vinderen.
Sidste gang der blev spillet en WTA-turnering for kvinder var i Farum fra 2010 – 2012.
Derfor er det også en glad Ian Hoar, formand for Køge Tennis & Padel klub, som siger:
- Når en så stor turnering skal spilles i Danmark, smitter det af på alle spillerne i vores klub. Både fordi, det skaber en fantastisk fællesskabsfølelse i klubben at være værter – men også fordi, det er topmotiverende at se tennisstjernerne spille på de samme baner, som de selv gør til hverdag.
Sådan forløber turneringen
Søndag i uge 30 vil der blive spillet indledende kvalifikationsturnering med 88 tilmeldte. Ud af dem fortsætter 32 spillere i hovedturneringen. Otte af dem bliver fundet via den indledende kvalifikationsturnering og fire spillere får et wildcard.
Der er plads til 150 siddende tilskuere til kampene, hvor det vil være gratis at kigge med.
Bare en af mange store sportsbegivenheder i Køge
De seneste år har Køge for alvor markeret sig på landkortet, når det kommer til store sportsbegivenheder. HB Køge vandt kvindernes bedste fodboldrække og kvalificerede sig til Champions League. Herudover har der de seneste år været afholdt både Post Nord Danmark Rundt og Køge Jernmand:
- Køge er en by tæt på vand og natur og danner derfor rigtig gode rammer om mange forskellige idrætsgrene. Det er fantastisk, at vi kan få så mange fede sportsbegivenheder til vores kommune. Og i den forbindelse skal der også lyde en kæmpe tak til alle frivillige og ildsjæle i Køges lokale idrætsliv, som gør en kæmpe forskel. Både i hverdagen og til de store events, siger Ken Kristensen.
Se mere information om deltagere og kampe i turneringen her: https://www.itftennis.com/en/tournament/w25-koge/den/2023/w-itf-den-02a-2023/acceptance-list/