Skip til hoved indholdet

Ukrainske børn og unge skal ind i foreningslivet

Køge Kommune bakker op om at give fritidspas til de børn og unge, som er flygtet fra Ukraine, så de gratis kan benytte fritids- og foreningstilbud.

Når de ukrainske flygtningefamilier skal etablere sig med en hverdag i Køge Kommune, får børnene nu også mulighed for at dyrke deres fritidsinteresser. Kommunen udleverer nemlig et fritidspas, som giver gratis adgang til foreningslivet for børn og unge mellem 0 og 18 år.

Et enigt Kultur- og idrætsudvalg bakkede tirsdag op om formand Ken Kristensen, som har foreslået, at ukrainske børn og unge får mulighed for at dyrke sport gennem ordningen med fritidspas, når de ankommer til Køge.

- Vi ved allerede, at foreningslivet styrker fællesskabet. Børn og unge, som er flygtet fra krig, har akut brug for at mærke, at de stadig er en del af et fællesskab, og at de er velkomne hos os i Køge Kommune, siger Ken Kristensen, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Køge Kommune.

De nuværende rammer i Køge Kommune vil ikke kunne dække alle de ekstra fritidspas. Derfor finder Kultur- og Idrætsudvalget nu nogle ekstra midler frem i deres eget budget. 

En beslutning, som også vinder bred opbakning hos kommunens Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalg, der er politisk ansvarlige for den aktuelle flygtningeindsats i kommunen.

- Det handler om, at vi får skabt en så normal hverdag som muligt for de mennesker, som er flygtet fra deres hjem. For mor og far handler det måske om at finde et job, mens børnene skal i skole. Det er selvfølgelig hårdt for dem, og så kan fritidslivet være den blide indgang til at lære danskerne og vores hverdag at kende over en fælles interesse, siger Mette Wigand Bode, der er formand i Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.    

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje