Byen
Læs om Herfølge Bjergby
Herfølge Bjergby bliver en ny vestlig bydel, der vil supplere det eksisterende Herfølge. Herfølge har et udvalg af butikker, dagtilbud, skoler og fritidstilbud - her er både svømmehal og Herfølge Stadion. En ny tunnel ved Herfølge Station vil skabe en direkte central forbindelse for bløde trafikanter mellem de to bydele.
I Herfølge Bjergby kommer du til at bo tæt på naturen og stationen, og du kan hurtigt komme til København med tog eller bil.
Visionsplan for udvikling af Herfølge Bjergby (© WERK & Vandkunsten)
Når du ankommer til stationen, vil du møde Herfølge Bjergby med Påskebjerg som det markante landskabstræk, der grænser op til en stor, åben fælled. Boligkvartererne ligger i kanten af fælledlandskabet.
Fælleden inviterer alle til at bevæge sig i de rekreative arealer med nyttehaver, et fuglekiggertårn og måske en regnvandsbadesø, græssende dyr, træer og buske med frugter og bær.
Bydelen har et varieret udbud af boligtyper til borgere i alle stadier i livet, ældre og unge, samt familier i forskellige konstellationer og i forskellige ejerformer og med forskellige indkomster. En blandet beboersammensætning, hvor der er rummelighed til, at man kan mene noget forskelligt, men har det til fælles, at man gerne vil involvere sig i fællesskabet og leve ressourcebevidst.
Sammen med boligerne er der småerhverv fx en cykelsmed, en kunsthåndværker, et bryggeri, en lille butik, hvor du kan købe det mest nødvendige, og måske et lokalt bageri. Der er også institutioner; Lillesyd Ude-Friskole, en kommunal daginstitution og et smukt sted, hvor man kan blive viet eller begravet. Og så kan man gå på cafe, pizzaria, spise finere og bare møde andre tilfældigt.
Hvor boliger møder naturen
I Herfølge Bjergby bor man i en grøn bydel, hvor man kommer i tæt kontakt med naturen. Både fælleden, private haver og bynaturen i naboskaberne skaber en grøn forbindelse i byen, som er med til at styrke naturen og mangfoldigheden i hele området.
I naboskaberne varierer karakteren af beplantningen ved de forskellige bebyggelsestyper og byrum, hvor der kan skabes gode og varierede vilkår for insekter, fugle- og dyreliv. Beplantningen er med til at formgive private og offentlige arealer og samtidig gøre det muligt at deltage i fællesskabet.
Illustration af udviklingen af bydelen Herfølge Bjergby (© WERK & Vandkunsten)