Byen
Fællesskab spiller en væsentlig rolle i udviklingen af Køge Nord Skovby. En vigtig del af dette er et at sikre et rigt kulturliv.
En samlet plan med en række konkrete forslag vil være med til at sikre byliv i Køge Nord Skovby med et godt hverdagsliv for bydelens beboere og naboer. Du kan læse mere her om Kultur og idræt i byudviklingen
I Køge Nord Skovby er fællesskab, kultur og bevægelse en central del af hverdagen for både voksne og børn, og i den overordnede vision for bydelen er der lagt stor vægt på mangfoldighed og nærhed til skov og natur. Samtidig har Køge Byråd vedtaget en Idræts-, fritids- og kulturplan, som skal sikre grønne ideer til både varige og midlertidige aktiviteter i området, og som indeholder seks udviklingsprincipper for Køge Nord.
Udviklingsprincipper for kultur- idræts- og fritidsprojekter
Muligheden for en klimavenlig livsstil er en stærk driver for udvikling af fællesskaber og for branding af kommunen. Tænk klima og grøn profil ind i udviklingen af bydelen i alle aspekter. I udformningen og indretningen af byens rum og pladser, i planlægning og etablering af rekreative områder og skab rammerne for at praktiske fællesskaber kan udfolde sig. Gør det nemt for beboerne at leve et sundt, oplevelsesrigt og bæredygtigt liv.
Binde det nye område sammen med det ”gamle” Køge Nord og undgå at den nye bydel bliver ”en ø” i byen. Forbind eksisterende og nye funktioner, og gør det let og trygt for beboerne at bevæge sig rundt i området. Tilfør nye elementer og oplevelser, som understøtter en grøn livsstil, aktive fællesskaber, idræts-, fritids- og kulturaktiviteter.
Foreningerne skal ud af deres vante lokaler og møde det selvorganiserede fritidsliv, hvor det er. Åbn op for at eksisterende haller og faciliteter kan anvendes til nye aktiviteter og af nye brugergrupper. Det skaber liv og oplevelser i byrummet og grobund for nye synergier, så fællesskaber kan opstå.
Flere og flere af os bor alene med eller uden børn. Facilitér mødet mellem mennesker og skab rum for at nye former for fællesskaber kan blomstre. Skab unikke byrum og mødesteder, der inkluderer frem for at favorisere og med en mangfoldighed i udbud og muligheder, der taler til flere målgrupper på tværs af alder og baggrund.
Brug kulturhistorien og naturen - skoven, bakkerne, og vandet - som et aktiv i udviklingen og som en identitetsskabende faktor for området. Identificer de lokale ressourcer og inviter lokale aktører og ildsjæle med i udviklingen af området. Lad de nye beboere være medskabere af området og giv dem direkte medindflydelse på aktiviteter og funktioner i nærmiljøet omkring dem.
Byudvikling tager tid! Og byrummene skal kunne forandres over tid og tilpasses nye behov og tendenser. Brug midlertidige tiltag til at teste mere permanente funktioner og aktiviteter af. Tænk både langsigtet, fleksibelt og reversibelt, når det gælder indhold og drift - og brug gerne kvadratmeterne flere gange. Giv plads til eksperimenter og læring.
Bramhøjgaard er et eksempel på udvikling af et centralt mødested i Køge Nord Skovby med udgangspunkt i disse principper. Se mere under Kvartershus i Køge Nord Skovby (Bramhøjgaard).
Også Museum Sydøstdanmark arbejder ud fra principperne med anvendt arkæologi i Køge Nord - Tidslinjen. Når Køge Nord Skovby udvikles udfordrer udviklingen de eksisterende fællesskaber på stedet. Byggeriet af den nye bydel i Køge Nord har afledt omfattende lovpligtige arkæologiske undersøgelser og givet meget ny viden om fortidens beboere i området. Projektet er en gentænkning af hvordan stedets kulturhistorie bruges og kan binde området sammen på ny. Formålet er at anvende denne viden til at danne et nyt fælles udgangspunkt for eksisterende og nye beboere på stedet.
Regnvand skaber rekreation og natur
Et andet eksempel er skabelsen attraktivitet og natur for kommende brugere og beboere i takt med byens udvikling. I Køge Nord er håndteringen af regnvandet afgørende – regnvand, som kommer både oftere og i voldsommere mængder, men som i høj grad også kan bruges som en ressource, som kan skabe natur og grønne områder. Ved at holde regnvandet på overfladen i stedet for at gemme det ned under jorden i rør, skaber vi i Køge Nord rekreative områder til gavn for både natur, dyr og mennesker. Se mere under Rekreativt område i Skensved ådal.
Byliv i Køge Nord og omegn
Køge Nord ligger indenfor skoledistriktet for Kirstindalsskolen. Du kan læse mere om Skoler og finde link til Kirstinedalsskolen samt få et Overblik over pasningsmuligheder i dagtilbud via indsatte links.
Masterplanen for Køge Nord Skovby udlægger areal til en ny dagsinstitution centralt beliggende i det nye byområde. Denne forventes tidligst at blive etableret i 2026.
Syd for Køge Nord Skovby ligger CAMPUS Køge med et bredt udbud af ungdomsuddannelser med stærke relationer mellem uddannelser, offentlige- og private institutioner og arbejdsmarkedet.
Køge Nord ligger med gode forbindelser både i tog, bus, bil, og på cykel til Køge Centrum, som er en levende og aktiv by med et fint udbud af resturanter, cafeer, dagligvarebutikker, specialbutikker mv. Se mere om Køges udbud af butikker på Køge Handel
Indtil Køge Nord Stationsområde er udviklet med dagligvarebutik og øvrig detajlhandel, er nærmeste bymidte med både daglig- og udvalgsvarerbutikker ved Ølby Centeret, et enkelt togstop væk. Nærmeste dagligvareindkøb er i dag SuperBrugsen i Ølsemagle, som ligger en cykeltur på 1,8 km væk. Med en kommende butik på Unionsvej bliver det nærmeste butik i bil. Derudover er der en Dagli´Brugsen i Ll Skensved.
Køge er rig på kulturtilbud. Blandt andet kan KØS Museum for kunst i det offentlige rum fremhæves, som også er engageret i udviklingen af Køge Nord.
På grænsen mellem Ølsemagle landsby og Køge Nord Skovby ligger det nye samlingssted i bydelen Bramhøjgaard. Se mere under Kvarterhus i Køge Nord Skovby.
Køge Nord er rig på ildsjæle, som arbejder med at skabe lokale tiltag. Du kan finde den frivillige forening Kulturfuglen som arbejder for at skabe liv og sjæl for alle i Køge Nord.
Lokalt i Køge Nord finder du derudover tilbud som fx Rishøj minibibliotek .
Bramhøjgaard bliver det nye Kvartershus og mødested i bydelen. I februar 2023 blev en strategi og idéoplæg for transformation af Bramhøjgaard godkendt, sammen med en proces med realisering i to faser. I første fase er der fokus på at håndtere den store bygningsmasse på en bæredygtig måde, herunder strategisk nedrivning og udvikling af forskellige rumtyper. Afsættet er en ressource ansvarlig transformation af bebyggelsen med et stærkt fokus på klima. Helt i tråd med Køge Kommunes ambitioner, både ift. udviklingen af Køge Nord Skovby med bæredygtige tiltag.
I stedet for at tænke kvarterhuset som en færdigindrettet ramme, der blot skal indtages, tænkes kvarterhuset som en del af en midlertidighed, der over tid kan udvikle sig i takt med at beboere og interessenter deltager og sætter deres præg. En gruppe lokale borgere og ildsjæle er engageret har deltaget i en følgegruppe, som arbejdet videre med idéoplægget. Bramhøjgaard har opnået fondsstøtte fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania visionært samlingssted i Køge Nord Skovby kan nu realiseres
Haven ved Bramhøjgaard har fået status af offentlig park. Du kan læse mere om, hvordan du får adgang til at benytte haven til større arrangementer mv. her Parker og grønne områder
Køge Nord Sport Center består af ét sportscenter i Køge Nord øst for motorvejen med en cykelafstand på 10 min fra centrum af Køge Nord Skovby og ét sportscenter i Ll. Skensved. Køge Nord Sports Center et af Køges største idrætsfaciliteter, med lokaler og faciliteter til både helt store arrangementer og mindre aktiviteter.
Tæt ved Ølby Station ligger Køge Svømmeland
Køge Byråd har vedtaget en Helhedsplan for Skensved ådal. Helhedsplanen skal skabe sammenhæng mellem regnvandshåndtering og de arealer omkring Skensved å - herunder sikre, at åen fortsat kan gå over sine bredder, som del af klimasikringen. Skensved ådal er et eksempel på, hvordan naturbaserede løsninger kan skabe symbiose mellem by og natur i transformationen af tidligere dyrkningsarealer til rekreativt naturområde.
Bæredygtighed i byudvikling handler ikke blot om at mindske negativ påvirkning, men om at skabe positive forandringer, i dette tilfælde at genoprette naturen som en integreret del af byudviklingen i Køge Nord. I Skensved ådal kobles vandhåndtering fra erhvervsområder med klimatilpasning og naturgenopretning.
Helhedsplanen er udarbejdet i tæt samarbejde med KLAR Forsyning og lodsejere i området.
Se også: Regnvandshåndtering og natur går hånd i hånd i ny helhedsplan for Skensved Ådal | KLAR Forsyning
I august 2022 blev en Bydelsforening for Køge Nord Skovby stiftet. Bydelsforeningen er en overordnet forening for hele Køge Nord Skovby og evt. Ølsemagle landsby. Underliggende er grundejerforeninger, som er pligtige medlemmer af bydelsforeningen på de arealer Køge Kommune sælger til byudvikling. Bydelsforening omfatter alle delområder i Masterplan for Køge Nord Skovby med mulighed for, at boliger inden for det privat ejede areal delområde D i Masterplanen samt Ølsemagle Landsby kan indgå som en del af bydelsforeningen.
Formålet med bydelsforeningen er, at sikre, at
- visionen implementeres i overgangen til driftsfasen, og når arealerne er overdraget
- opgaver af fælles interesse varetages
- fælles rettigheder og forpligtigelser overholdes
- byliv og fællesskab understøttes
- der er en demokratisk stemme (påtaleberettiget).
Bydelsforeningens opgaver består bl.a. af drift-, og renholdelse-, fornyelse- og vedligeholdelse af fællesarealer og vil overgå til bydelsforeningen efter krav fra Køge Kommune.