Høring
Forslag til Lokalplan 1106 - Boliger på Kymervej og tillæg 19 til Kommuneplan 2021
Køge Byråd har den 27. august 2024 besluttet at sende forslag til Lokalplan 1106 – Boliger på Kymervej og tillæg 19 til Kommuneplan 2021 i offentlig høring.
På lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG kan du læse forslaget til lokalplan 1106 og skrive et høringssvar, hvis du har bemærkninger til lokalplanforslaget og/eller til forslaget til kommuneplantillæg 19.
På kommuneplan.koege.dk under fanen TILLÆG kan du se forslag til kommuneplantillæg.
Lokalplanforslaget
Kymervej er en af de sydlige boligveje i Borup, udbygget i 1960’erne. Lokalplanområdet udgøres i dag af et ubebygget areal mellem Kymervej og erhvervsområderne langs Bækgårdsvej og Kimmerslevvej. På baggrund af en lokalplananmodning fra ejeren af området er nærværende lokalplan udarbejdet.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre op til 7 bygninger med i alt 14 boligenheder i form af tæt-lav boliger og etageboliger i op til 2 etager.
Høringsperiode
Forslag til lokalplan 1106 og tillæg 19 til Kommuneplan 2021 er i høring fra den 28. august 2024 til den 23. oktober 2024.
Du kan give dit høringssvar til lokalplanforslaget og/eller forslaget til kommuneplantillæg på lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG ved at trykke på knappen Skriv høringssvar, når du er klikket ind på lokalplanforslagets egen side.
Det er også muligt at sende høringssvar til tmf@koege.dk eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge.
Høringssvar skal være modtaget hos Køge Kommune senest den 23. oktober 2024.
Når den offentlige høring er slut, beslutter Køge Byråd, om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt. Alle høringssvar, som er indkommet i høringsperioden samles i en hvidbog, som fremlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse. Vær opmærksom på at dit navn og din adresse bliver offentliggjort i hvidbogen.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde den 17. september 2024, kl. 17-18 i Borup Kulturhus i Udstillingshallen. På borgermødet bliver der mulighed for at høre om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg, stille spørgsmål og komme med bemærkninger.
Alle er velkomne! Tilmelding bedes ske til janne.fjeldtvedt@koege.dk.
Miljøvurdering
Lokalplan 1106 og kommuneplantillæg nr. 19 er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM). Der er derfor foretaget en miljøscreening efter lovens § 10 med det formål at afklare, hvorvidt planerne forudsætter en miljøvurdering efter lovens § 8.
På baggrunden af screeningen vurderes det, at lokalplanens realisering ikke vil have væsentlige indvirkninger på miljøet, og at planerne derfor ikke skal miljøvurderes. Projektet fastlægger kun anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og screeningen har ikke afdækket større miljøpåvirkninger som skal behandles i en miljøvurdering.
Køge Kommunes afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering kan jf. miljøvurderingslovens § 48 påklages efter reglerne i planloven. Se klagevejledning nederst.
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, træder de midlertidige retsvirkninger jf. planlovens § 17 i kraft. Det betyder, at ejendomme, som er omfattet af lokalplanforslaget ikke må bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne lokalplan. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter offentliggørelse af lokalplanforslaget, også selvom det er er i strid med lokalplanforslaget.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelser truffet efter planloven jf. planlovens § 58. Din klage skal sendes til Planklagenævnet gennem klageportalen, som du får adgang til via naevneneshus.dk. Klagen skal indsendes inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, kan du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som videresender din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen jf. planlovens § 62.
Informationer
Links
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret