Høring
Høring af forslag til Lokalplan 1119 - Nyt byområde på Søndre Havn - SH5 og SH6 og Kommuneplantillæg 9
Køge Byråd har den 17. december 2024 besluttet at sende forslag til Lokalplan 1119 - Nyt byområde på Søndre Havn - SH5 og SH6 samt Kommuneplantillæg nr. 9 og miljøvurdering i offentlig høring.
På lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG kan du læse om forslaget til lokalplan 1119 og skrive et høringssvar, hvis du har bemærkninger til lokalplanforslaget og/eller til forslaget til kommuneplantillæg 9, eller miljøvurderingen.
På kommuneplan.koege.dk under fanen TILLÆG kan du se forslag til kommuneplantillæg 9.
Lokalplanforslaget
Forslag til lokalplan 1119 er udarbejdet på baggrund af Klima-og Planudvalgets beslutning d. 4. maj 2023 om igangsætning af lokalplanarbejdet. Lokalplan 1119 omfatter de nordlige dele af Søndre Havn og en del af vandarealet i havnebassinet, herunder området ved Køge Roklub og gæstemarinaen ved Havnepladsen.
I overensstemmelse med udviklingsplanen for Køge Kyst skal lokalplanen muliggøre femte og sjette etape af byudviklingsområdet Søndre Havn. Området skal anvendes til boliger, kontor- og serviceerhverv, hoteller, offentlige formål, foreningsformål samt cafe/restaurant og detailhandel.
Bebyggelsen skal i lighed med tidligere etaper udformes i samspil med friarealer og byrum med forskellige grader af offentlighed. Der etableres offentlige promenader langs havnebassinet, og mellem bebyggelserne anlægges der offentligt tilgængelige almindinger/friarealer.
Bilparkering på Søndre Havn skal overvejende placeres i parkeringskældre, som kan sammenbygges på tværs af byggefelterne. Der etableres begrænset terrænparkering langs vejene til korttidsparkering og handicappede.
Med lokalplanen introduceres i området nord for Søndre Havnevej et anderledes bebyggelsesprincip idet bygningerne her i højere grad kan få pakhuskarakter, hvorved karréstrukturen i nogen grad kan fraviges.
Lokalplanområdet indgår i kommunens overordnede planlægning for Køge Dige, som skal sikre kommunen mod stormflod og stigende havvandstand.
Kommuneplantillæg 9
Lokalplanen følges af tillæg nr. 9 til Kommuneplan 2021-33, der ændrer den maksimale etagehøjde fra 7 til 9 etager og den maksimale højde fra 24,5 meter til 36 meter, idet højdeoverskridelsen dog i lokalplanen kun muliggøres på to specifikke placeringer.
Miljøvurdering
Som led i arbejdet med lokalplanen er der udarbejdet en miljøvurdering med særlig fokus på trafik, kystpåvirkning, kulturarv, højvandsbeskyttelse og miljømæssige problemstillinger i forhold til den blivende erhvervshavn og områdets fortid som erhvervsområde.
På lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG kan du finde miljørapporten under overskriften Miljørapport, når du er klikket ind på lokalplanforslagets egen side.
Afgørelser truffet ved gennemførelse af miljøvurderingen kan, jf. miljøvurderingslovens § 48, påklages efter reglerne i planloven. Se klagevejledning nederst.
Høringsperiode
Forslag til lokalplan 1119 og tillæg 9 til Kommuneplan 2021 er i høring fra den 19. december 2024 til den 13.februar 2025.
Du kan give dit høringssvar til lokalplanforslaget og/eller forslaget til kommuneplantillæg på lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG ved at trykke på knappen Skriv høringssvar, når du er klikket ind på lokalplanforslagets egen side.
Det er også muligt at sende høringssvar til tmf@koege.dk eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge. Vær opmærksom på at dit høringssvar bliver offentliggjort på lokalplaner.koege.dk, - også hvis du sender det ind på mail eller post.
Høringssvar skal være modtaget hos Køge Kommune senest den 13. februar 2025.
Når den offentlige høring er slut, beslutter Køge Byråd, om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt. Alle høringssvar, som er indkommet i høringsperioden, samles i en hvidbog, som fremlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse. Vær opmærksom på at dit navn og din adresse bliver offentliggjort i hvidbogen.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde den 14. januar 2025 klokken 19-21 i kantinen på Køge Rådhus. På borgermødet bliver der mulighed for at høre om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg, stille spørgsmål og komme med bemærkninger.
Alle er velkomne! Tilmelding bedes ske til helle.frederiksen@koege.dk.
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, træder de midlertidige retsvirkninger, jf. planlovens § 17, i kraft. Det betyder, at ejendomme, som er omfattet af lokalplanforslaget, ikke må bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne lokalplan. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter offentliggørelse af lokalplanforslaget, også selvom det er er i strid med lokalplanforslaget.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelser truffet efter planloven, jf. planlovens § 58. Din klage skal sendes til Planklagenævnet gennem klageportalen, som du får adgang til via naevneneshus.dk. Klagen skal indsendes inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, kan du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som videresender din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen, jf. planlovens § 62.
Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg er offentliggjort den 19. december 2024.
Informationer
Links
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret