Høring
Nyt forslag til Lokalplan 1106 - Boliger på Kymervej
Klima- og Planudvalget har den 3. december 2024 besluttet at sende forslag til lokalplan 1106 – Boliger på Kymervej i ny offentlig høring.
Lokalplanforslaget
Kymervej er en af de sydlige boligveje i Borup, udbygget i 1960’erne. Lokalplanområdet udgøres i dag af et ubebygget areal mellem Kymervej og erhvervsområderne langs Bækgårdsvej og Kimmerslevvej. På baggrund af en lokalplananmodning fra ejeren af området er nærværende lokalplan udarbejdet samt et tillæg 19 til Kommuneplan 2021.
Lokalplanforslaget og kommuneplantillæg 19 var i offentlig høring i perioden 28. august 2024 – 23. oktober 2024. På baggrund af høringssvarene er lokalplanforslaget blevet tilrettet, og forslaget sendes derfor i en ny supplerende høring på 2 uger.
Ændringerne af lokalplanforslaget består bl.a. af følgende:
Byggelinjen mod syd er ændret fra 18 meter til 35 meter således at den nye bebyggelse holder den samme afstand til de mest forurenende, godkendelsespligtige listevirksomheder på Bækgårdsvej, som de eksisterende boliger på Kymervej.
- Bebyggelsesplanen er tilrettet således at den sydligste bygning i projektområdet er flyttet nord for den nye byggelinje (til lokalplanens Delområde 2), og parkeringspladsen er flyttet syd for den nye byggelinje. Fælles opholdsarealer må ikke placeres syd for den nye byggelinje.
- Hver bygning inden for lokalplanens delområde 2 må have et fodaftryk på maks. 135 m2 i stedet for maks. 150 m2.
- Præcisering af bebyggelsesplanens principper for at forhindre indkigsgener fra den østligste bygning mod matr. 1aa.
- Hegn mod naboskel må etableres i maks. 1,8 meter i stedet for maks. 1,2 meter.
- Udvendige trappe må ikke fremstå i galvaniseret stål.
- Gavle mod nabobebyggelsen på Kymervej er undtaget bestemmelsen om, at alle gavle skal fremstå med minimum et vindue.
Forslaget til kommuneplantillæg 19 er uændret og sendes derfor ikke i ny supplerende høring. På kommuneplan@koege.dk under fanen TILLÆG kan du se forslag til kommuneplantillæg 19.
Høringsperiode
Forslag til lokalplan 1106 er i supplerende høring fra den 5. december 2024 til den 19. december 2024.
Du kan give dit høringssvar til lokalplanforslaget på lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG ved at trykke på knappen Skriv høringssvar, når du er klikket ind på lokalplanforslagets egen side.
Det er også muligt at sende høringssvar til tmf@koege.dk eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge.
Høringssvar skal være modtaget hos Køge Kommune senest den 19. december 2024.
Når den offentlige høring er slut, beslutter Køge Byråd, om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt. Alle høringssvar, som er indkommet i høringsperioden samles i en hvidbog, som fremlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse. Vær opmærksom på at dit navn og din adresse bliver offentliggjort i hvidbogen.
Miljøvurdering
Lokalplan 1106 er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM). Der er derfor foretaget en miljøscreening efter lovens § 10 med det formål at afklare, hvorvidt planen forudsætter en miljøvurdering efter lovens § 8.
På baggrunden af screeningen vurderes det, at lokalplanens realisering ikke vil have væsentlige indvirkninger på miljøet, og at planen derfor ikke skal miljøvurderes. Projektet fastlægger kun anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og screeningen har ikke afdækket større miljøpåvirkninger som skal behandles i en miljøvurdering.
Køge Kommunes afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering kan jf. miljøvurderingslovens § 48 påklages efter reglerne i planloven. Se klagevejledning nederst.
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, træder de midlertidige retsvirkninger jf. planlovens § 17 i kraft. Det betyder, at ejendomme, som er omfattet af lokalplanforslaget ikke må bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne lokalplan. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter offentliggørelse af lokalplanforslaget, også selvom det er er i strid med lokalplanforslaget.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelser truffet efter planloven jf. planlovens § 58. Din klage skal sendes til Planklagenævnet gennem klageportalen, som du får adgang til via naevneneshus.dk. Klagen skal indsendes inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om
Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, kan
du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som videresender din
anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen
kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen jf. planlovens § 62.
Forslaget til lokalplanen er offentliggjort den 5. december 2024.
Informationer
Links
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret