Byggeaffald
Læs om regler for anmeldelse, håndtering og bortskaffelse af affald fra renovering og nedrivning af bygninger.
Reglerne gælder både for private og professionelle bygherrer. Som bygherre skal du anmelde dit byggeaffald til kommunen når:
- Dit byggeprojekt, fx nedrivning, renovering eller ombygning af bygninger, frembringer mere end 1 ton byggeaffald. Læs mere om støj og støv fra bygge- og anlægsarbejder.
- Du udskifter termoruder fremstillet i 1950-1977.
- Du udskifter asbesttag. Læs mere om miljøkrav til håndtering af asbest.
Sådan håndterer du dit byggeaffald
Når du nedriver eller renoverer en bygning, står du med en masse byggeaffald. Bygningen kan indeholde stoffer, som kan være skadelige for miljøet og vores sundhed. Det er vigtigt at få de skadelige stoffer identificeret og sorteret fra, så de ikke havner i miljøet. Derfor er der nogle krav, som du skal overholde. Du har, som bygherre og dermed affaldsproducent, pligt til:
- At screene byggeaffaldet for miljø- og sundhedsskadelige stoffer
- At anmelde byggeaffaldet til kommunen
- At håndtere byggeaffaldet korrekt
1. Screening af byggeaffald for miljø- og sundhedsskadelige stoffer
Du skal screene bygningen for at finde ud af, hvilke materialer der har været anvendt og hvilke der kan indeholde skadelige stoffer som fx PCB, tungmetaller, klorparaffiner, PAH’er og asbest.
På baggrund af screeningens resultatet foretages en kortlægning, ved at analysere de relevante byggematerialer. Prøverne skal analyseres af et akkrediteret analysefirma. Du kan få hjælp af en miljørådgiver eller et nedrivningsfirma, der er specialiseret i dette. De udarbejder en miljørapport om miljø- og sundhedsskadelige stoffer i byggeaffaldet.
Formålet med miljørapporten er at finde ud af om byggeaffaldet er:
- Uforurenet (indeholder små mængder skadelige stoffer)
- Forurenet (indeholder en vis mængde skadelige stoffer)
- Farligt affald (indeholder skadelige stoffer i en koncentration over de gældende grænseværdier)
2. Anmeldelse af bygge- og anlægsaffald til Køge Kommune
Du skal indsende anmeldelse af byggeaffaldet samt miljørapporten via www.bygningsaffald.dk 14 dage før opstart af byggearbejdet. Når kommunens affaldskontor har modtaget alle de nødvendige oplysninger, får du tilladelse til at gå i gang. Byggeaffaldet må først bortskaffes, når du har modtaget en færdigmelding via bygningsaffald.dk.
Hvis du planlægger at genbruge dele af bygningen, fx døre og vinduer, skal du også skrive dette i anmeldeblanketten. Selvom de genanvendelige materialer måske ikke indeholder skadelige stoffer, skal de stadig undersøges for det.
3. Kom af med dit byggeaffald
Når du skal af med dit byggeaffald, skal du først sortere det og derefter transportere det til et godkendt affaldsmodtageanlæg.
Du skal sortere dit byggeaffald korrekt. Det gælder både byggeaffald med skadelige stoffer og byggeaffald, som kan genanvendes. Inden du går i gang, skal du fjerne byggeaffald med skadelige stoffer, fx:
- Termovinduer
- Malede eller lakerede gulve, linoleum og vinyl
- Klinker og fliser med/uden asbest i klæber (lim)
Du skal sortere byggeaffaldet. Som minimum skal følgende materialer sorteres hver for sig, :
- Natursten (fx granit og flint)
- Glaseret tegl (mur- og tagsten)
- Beton
- Blandinger af natursten, uglaseret tegl og beton
- Jern og metal
- Gips
- Stenuld
- Jord - Se Regulativ for jord som er affald.
- Asfalt
- Blandinger af beton og asfalt
- Forbrændingsegnet affald
- Farligt affald
Sørg for, at der er beholdere til hver slags affald, så affaldet ikke blandes sammen.
Pas på de skadelige stoffer
Nogle stoffer er særligt farlige for menneskers sundhed. Derfor er det kun personer med en særlig uddannelse, og som bruger specielt udstyr, som må arbejde med disse stoffer.
Asbest
Alt indendørs asbestarbejde skal anmeldes til Arbejdstilsynet og må kun udføres af en person med asbestcertifikat. Asbest findes typisk i klæber på fliser i badeværelset, køkkenet og klinkegulve. Det kan også findes i klæber på linoleum og vinylgulve. Pas på asbeststøv. Du kan læse mere om håndtering af asbest her.
PCB og tungmetaller
Maling kan indeholde både PCB, kviksølv, bly og andre tungmetaller. PCB og tungmetaller kan findes i lakerede gulve, fugemateriale samt puds. Vinyl og linoleum kan indeholde PCB. Tætningsfuger ved vinduer kan indeholde PCB, i huse som er bygget eller renoveret i 1950-1977. Tungmetaller findes bl.a. i glasur på fliser. Læs mere om at arbejde med PCB, samt PCB-sanering i Den gule PCB-vejledning hos Dansk Industri. Læs mere på Dansk Industris hjemmeside.
Hvis du selv kører dit eget byggeaffald til bortskaffelse, skal du have de korrekte anvisninger og deklarationer til modtageanlægget. Det er vigtigt, at du orienterer dig om, hvordan modtageanlægget rent fysisk modtager affaldet. Det er fx vigtigt, at byggeaffaldet ikke støver på vej til modtageanlægget.
Hvis du lader andre køre med dit affald, må du kun benytte godkendte transportører og modtageanlæg. Du kan finde godkendte transportører, indsamlere og modtageanlæg i Energistyrelsens Affaldsregister.
For at transportøren kan aflevere dit byggeaffald til modtageanlægget, skal denne medbringe affaldsanmeldelsen, inkl. det sagsnummer, som anmeldelsen har hos kommunen.
Som bygherre har du pligt til at kunne dokumentere korrekt aflevering af byggeaffaldet. Gem derfor kopi af vejesedler, så du kan sende dem til kommunen. Vejesedlerne viser, hvad og hvor meget byggeaffald der er afleveret, samt hvor det er afleveret.
Aflevering af byggeaffald på genbrugspladsen
Du kan aflevere mindre mængder byggeaffald på kommunens genbrugsplads. Pladsmedarbejderne kan hjælpe dig med at aflevere affaldet i den rigtige container. Du kan læse om Genbrugspladserne i Køge Kommune.